Mens vi venter på en folkeafstemning om EURO-forbeholdet …

Snakken om en folkeafstemning i Danmark om afskaffelse af vores forbehold mod Exchange Rate Mechanism (ERM) 3, bedre kendt som EURO samarbejdet, går som sædvanlig op og ned, det ene øjeblik kommer der en afstemning, i næste øjeblik er den udskudt på ubestemt tid. Mens vi venter, kan man jo sætte sig lidt ind i sagen …?

Lad os slå fast endnu en gang: Euroen er et politisk projekt. Den fælles mønt er et led i at samle Europa til en stat med fælles, centralt styret politik på alle væsentlige områder.

Pengepolitik er et centralt led i et lands økonomiske politik og pengepolitikken skal udformes i overensstemmelse med finanspolitikken og strukturpolitikken. Euroens centrale problem er, at der ikke er en ansvarlig central styring af medlemslandenes finans- og strukturpolitik. Der er ikke tvivl om, at Kommissionen og Europaparlamentets flertal hellere end gerne ville have en central styring af alle medlemslandenes økonomiske politik, men en sådan idé er ren science fiction. Selv om nogen skulle få de nødvendige traktatændringer igennem, ville det ikke være muligt at få hverken befolkninger eller nationale regeringer til at rette sig efter traktaten.

Når man nu ikke har en fælles finanspolitik, hvad gør man så? Man vedtager en stabiliseringspagt med faste grænser for medlemslandenes budgetunderskud, gæld og inflation. Dette tiltag var tilsyneladende for omfattende, for man har været nødt til at nedjustere pagten da ikke engang de svagere krav overholdes af alle medlemslande.

Man hører tit argumentet, at euroen er en praktisk foranstaltning, vi skal f.eks. ikke veksle penge, når vi rejser i Europa. Andre siger at det er lettere at sammenligne priser. Men så er det også svært at se flere fordele.

I stedet burde man diskutere de virkelige problemer, der er ved at låse pengepolitikken fast for mange så forskellige lande. I forbindelse med finanskrisen nævner man euroen som en forebyggende faktor mod valutauro. Finanskrisen bruges med andre ord til at prøve at overtale os danskere til at stemme ja til euroen. Men den fælles valuta og Centralbanken har tilsyneladende ikke virket forebyggende mod den uansvarlige lånepolitik på nationalt plan. EU-landenes hjælpepakker er da også indført på nationalt plan og tilpasset de enkelte landes situation.

Måske har EU forestillet sig, at den fælles pengepolitik ville få de svage medlemslande til at gennemføre omfattende økonomiske reformer. Men det er ikke sket. I virkeligheden ser det ud til, at landene har troet, at man som medlem i euro samarbejdet er sikret mod valutauro og derfor har undladt at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer. Alene af denne grund er det meget svært at se eurosamarbejdet som den succes, der bliver udråbt af euro-tilhængerne.

Den økonomiske vækst i euroland er ikke steget i de seneste 10 år. Til sammenligning har væksten i England, Sverige og Danmark været højere end væksten i euroland. Ser man f.eks. på ledighedsprocenterne ses følgende:

Ledigheden i euroland og Danmark i procent:

Euroland klarer sig generelt dårligere end ikke-eurolande, hvis man ser på de økonomiske nøgletal. Euroland har underskud på den samlede betalingsbalance, flere lande endda af ganske alvorlig størrelse, se nedenstående oversigt:

Euroland havde i slutningen af 2008 et betalingsbalanceunderskud på 7 milliarder euro. Danmark har i de seneste ti år forvaltet en højkonjunktur med betydelige overskud på betalingsbalancen. Næsten alle eurolandene har, trods de seneste års højkonjunktur, underskud på de offentlige budgetter og mange har en statsgæld over stabilitetspagtens 60 pct. grænse.

Eurostats tal for 2007 viser, at følgende lande er over 60 %:

           Belgien 83,9 %,

           Portugal 63,6 %,

           Frankrig 63,9 %,

           Grækenland 94,8 %,

           Tyskland 65,1 % og

           Italien 104,1 %.

Til sammenligning:

           Danmark 22 %,

           Sverige 38 % og

           England 38 %.

Mange argumenterer, at kronekursen følger euroen, men Danmark har faktisk et manøvrerum (udsvingsbånd) på 4,5 % i forhold til den fastlagte centralkurs for euroen. For talnørderne er den europæiske centralkurs 746,038 danske kroner for 100 EURO, hvilket giver os mulighed for at svinge mellem 762,824 og 729,252 kroner pr. 100 EURO jf. tal fra Nationalbankens hjemmeside. I øvrigt er vores udsvingsbånd meget mindre end det normale i ERM 2, hvor båndet er +/- 15 %. Vi har bare politisk besluttet os for et snævrere bånd og vores nationalbank har så tilpasset vores kurs til aftalen med euroland. Vi kan derfor tilsvarende beslutte at ophæve en sådan aftale igen.

Vi fastlægger selv rentepolitikken, og har f.eks. kun i meget korte perioder beskyttet kronen ved hjælp af renteforhøjelser.  

Fastlåsningen af så forskellige landes pengepolitik rammer især de svageste landes konkurrenceevne, men virker også negativt på stærkere lande som f.eks. Tyskland. Verdensranglisten for konkurrencedygtighed har Danmark på en 3. plads og Finland på 6. pladsen som det første euroland.

Høj ledighed og social uro er nogle af virkningerne i svage eurolande. Lande som Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien og Portugal, med forældede økonomiske strukturer er særlig hårdt ramt. Lande som ikke magter at lave strukturreformer eller føre den nødvendige økonomiske politik, oplever naturligvis meget højere inflation og tab af konkurrenceevne end lande som Danmark og Sverige samt stærke eurolande som f.eks. Tyskland.

EU erkender tilsyneladende ikke, at lande med en forældet økonomisk struktur har brug for en helt anden pengepolitik end Tyskland, Finland, Sverige og Danmark for at kunne følge med. Euroen forhindrer medlemslandene i at gennemføre de nødvendige tilpasninger af deres valutakurser, fordi man ikke kan tilpasse den lokale valuta. Dette giver alt for dyre varer og dermed arbejdsløshed og lav eller negativ vækst.

Det bliver spændende at se, om flere af eurolandene vil vælge at forlade euroen eller vil blive tvunget ud, fordi de er for langt fra kravene til den økonomiske politik. Eurolande med høj ledighed har behov for alvorlige devalueringer af deres valutaer, når de åbenbart ikke er i stand til at gennemføre økonomiske reformer. Problemet er at landene har malet sig op i et hjørne ved at afskaffe den nationale valuta, for hvordan forlader man EUROen?

Det er dette projekt som EU-tilhængerne vil slutte sig til, når de vil have at vi skal afskaffe vores euro-forbehold ved en folkeafstemning.

Folkebevægelsen mod EU siger klart NEJ til en nærmere tilslutning til euroen og JA til at træde et skridt tilbage og opgive fastkurspolitikken (ERM 2) til fordel for en flydende kurs politik (ERM 1). Det vil give os mulighed for at føre en konjunkturtilpasset penge-, valutakurs- og finanspolitik.

Derfor stem: